Lørdag den 1. december 2007 afholdt The International Women's Club in Kiev i samarbejde med ambassaderne i Ukraine, en velgørenheds julebasar til fordel for værdigt trængende personer.
Som medarrangør af julebasaren spurgte den danske ambassade i Kiev en række førende danske virksomheder, som opererer på det Ukrainske marked, om de ville give et bidrag.
I selskab med andre danske virksomheder som Carlsberg, Tivoli og JYSK valgte Composite at give en donation.
"Selvfølgelig ønsker vi at støtte projektet. Vi har en relation til Ukraine i kraft af vores kontor i Kiev, som åbnede i 2006. Overskuddet fra basaren går ubeskåret til International Women's Club in Kiev's projekter for værdigt trængende personer i Ukraine. og det gode formål vil vi gerne støtte op om", fortæller Composites administrerende direktør Oskar Lauritzen.
Velgørenhedsbasaren blev en stor succes med et totalt overskud på cirka 1 million kroner, hvoraf det totale danske bidrag nåede op på 58.000 kroner. Danmark var repræsenteret på basaren med en stand, hvor blandt andet den danske ambassadør i Ukraine deltog.